Lokalt var Anker med til i 1990 at etablere Værestedet i Sydvest - indrettet i et lille træhus, der blev bygget som et ung-i-arbejde-projekt på et af DSB's ubrugte arealer klos op af S-togsbanen ved Sydhavn Station. Værestedet er et brugerstyret fristed for yngre mænd, hvis hverdag rummer en vis alkoholkultur. Omkring 40 mødes fast her i et aktivt fællesskab, hvor de finder styrke i sammenholdet og stort set har hele deres sociale liv med ansvar for at drive stedet med aktiviteter, vedligeholdelse og rengøring. Som medlem af Støtteforeningen Værestedets Venner er Anker med til at indsamle de nødvendige midler til den faste drift.

Anker Jørgensen har nu igennem mange år været een af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere, der i sin høje alder flittigt farer land og rige rundt for at fortælle om sit liv og sine oplevelser. Han sagde i et interview: "Det giver livsmod, at folk stadig gerne vil høre mig. Det er ligefrem rørende, så mange henvendelser jeg får om at komme ud at tale .."

Alex Frank Larsen beskrev det således i sin fremragende bog: Anker - Mennesket, Magten, Meningerne fra 1999:

"Han er aldrig vokset bort fra dét, han kom fra, og mødet med jævne mennesker er en vigtig del af livet, aldrig bare et besværligt spild af tid. Der skal være tid og plads til kaffen, og hvis det står til Anker - jo tak, gerne kage, men bare et lille stykke ... Anker kan gå rundt i det stinkende Gazas menneskemylder den ene dag og være i Øster Hurup næste dag for at minde syv pensionister om glæden ved at læse."

Alex Frank Larsen kunne også berette om dengang i begyndelsen af 90'erne, hvor Anker Jørgensen drog til Irak for at få 38 danske gidsler ud af Saddam Husseins kløer. Politikere fra alle sider lod deres harme og skældsord hagle ned over den tidligere statsminister ledsaget af hånlig hovedrysten, Venstres Ivar Hansen talte om "brækfornemmelser", den konservative Per Stig Møller kaldte hans rejse "naiv", og Ankers egne efterfølgere frarådede ham at tage afsted.

Men da gidslerne over telefonen 5 gange søgte hjælp hos den eneste danske politiker, der havde vist reel forståelse for deres situation, og direkte tryglede Anker om at komme til Bagdad, var han ikke i tvivl. Han forenede al sin menneskelige omsorg og sin politiske erfaring i sine bestræbelser, og det lykkedes at få de 16 med hjem umiddelbart og et tilsagn om, at de øvrige ville blive frigivet enkeltvis i løbet af nogle uger. Det kom til at holde stik, og Anker var hver gang i lufthavnen for at tage imod.

Een af de frigivne gidsler, John Godtfredsen, fortalte senere Alex Frank Larsen, at man først efter hjemkomsten blev klar over, hvilken modstand Anker Jørgensen var oppe imod, da han rejste til Irak for at hjælpe sine nødstedte landsmænd:

"Vi kendte ikke den politiske rævekage, der var bagt herhjemme, før vi kom hjem ... Jeg kendte ham ikke personlig på forhånd ... Han er en folkets mand, det var ikke engang noget, vi fandt på. Du kan ikke adskille ham som person, som menneske og som politiker, for han forener de roller i sig med de bedste sider fra hver især."

I vil også fra forskellige sider af samfundet møde kravet om, at I må have en livsanskuelse ... Men hvilken livsanskuelse I end vælger, så glem ikke, at den først og fremmest skal være menneskelig." - Anker Jørgensen i en tale til konfirmander i 1966 Meget enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke er så populært mere. Folk forbinder det næsten alene med sociale tabere og strid på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed." - Anker Jørgensen, Ninka-interview i 1995 Man kan studere sig til en stadig bedre argumentation for dèt, man føler er rigtigt. Men dèt, der er afgørende for retningen, man vælger, dèt er hjertet ..." - Anker Jørgensen i 1999 Vi risikerer, at vi i de første 50 år efter denne krig vil få en dybt splittet verden. Drop Bush, men ikke bomber." - Anker Jørgensen om Irak-krigen i marts 2003 © Louis Bülow 2011-13

Forside    |    Kontakt