Efter
et årtusinde, hvor grusomheder og hensynsløs barbari blev forøvet i uhyggeligt
omfang uden sidestykke i verdenshistorien, hvor 6 millioner jøder blev udryddet
i dødslejrenes helvede som ofre for det nazistiske inferno af ondskab, mord og
massemyrderier – da er det en lise for sjælen at stifte bekendtskab med den
helt vidunderlige og samtidigt tragiske historie om Fader Kolbe fra Auschwitz.
Et menneske, hvis liv, mod og offervilje tjener som et håb til fremtiden.
Maximilian
Kolbe var en polsk præst, der blev myrdet som fange nr. 16770 i kz-lejren
Auschwitz den 14. august 1941. Et nr. iblandt mange – næsten 3 millioner blev
udryddet i Auschwitz - men Fader Kolbe døde som martyr med sit budskab om
tolerance og næstekærlighed og blev siden ophøjet til Helgen.
Beretningen om Fader Kolbe tager sin begyndelse i 1894, hvor Raymond Kolbe blev født i Lodz i Polen, i et fattigt hjem - forældrene arbejdede som vævere. Allerede i 1910 sluttede han sig til franciskanerordenen og blev munk, under navnet Maximilian. Han studerede i Rom og blev ordineret i 1919, hvorefter han vendte tilbage til Polen for at undervise i kirkehistorie på et seminarium.
Den unge Maximilian Kolbe
I
1930 tog han til Asien, hvor han grundlagde munkeklostre i Japan og Indien men blev kaldt tilbage til Polen i 1936
for at lede klostret ved Warsawa.
Nazityskland invaderede Polen i 1939, og med stigende brutalitet blev
jøder og andre grupper udsat for forfølgelser og terrorhandlinger.
Hitlers plan om jødernes totale udryddelse begyndte at gå op for Maximilian Kolbe i al sin gru, og han lod uden tøven klostret huse og beskytte op mod 3000 polske flygtninge, heraf 2000 jødiske.
I
maj 1941 blev klostret lukket, Kolbe arresteret og ført til Auschwitz. I lejren
fortsatte Fader Kolbe sin præstegerning, afholdt små gudstjenester de mest
usandsynlige steder og holdt i det hele taget modet oppe hos sine medfanger.
Fangerne blev systematisk udsultet næsten til døde, og overlevende har fortalt, hvorledes
munken ved mange lejligheder overlod sin ration af brød eller suppe til andre.
En
læge, der førte nødtørftigt tilsyn med de udsultede og syge fanger i barak 12,
bemærkede, at Kolbe altid ofrede sig for sine medfanger.
En
medfange kunne senere berette, at han og mange andre kravlede hen over
barakkens gulv om natten bare for at være i nærheden af Fader Kolbes briks, for
at søge trøst og lindring. Altid bad Kolbe sine medfanger tilgive de nazistiske
bødler, altid bad han dem svare igen på uhyrlighederne med kærlighed og godhed …
Dødslejren Auschwitz
I juli 1941 flygtede en fange fra Kolbes barak – det var skæbnesvangert, for i Auschwitz var det en fast regel, at 10 medfanger skulle henrettes uden videre som gengældelse for flugt.
SS-kommandanten
Karl Fritsch lod fangerne kalde sammen og råbte: ”Flygtningen er ikke
blevet indfanget – som straf vil 10 af jer blive smidt i celle 13 og sultet
ihjel …” Fangerne rystede
af skræk, de havde hørt om rædslerne i celle 13, den ubønhørlige sultedød - den
værste, mest frygtede død af alle.
Helgenen Maximilian Kolbe
10
af de opstillede fanger blev udpeget, heriblandt Franciszek Gajowniczek, der
var fængslet for sin medvirken i den polske modstandsbevægelse. Han kunne ikke
tilbageholde et gisp af rædsel:”Min stakkels kone”, græd han, ”Mine
stakkels børn! Hvad vil der ske med dem ?”
Da
trådte Fader Maximilian Kolbe frem fra sin plads i rækken, stillede sig foran
kommandanten og bad med stille stemme:”Jeg er en katolsk præst. Lad mig
tage hans plads. Jeg er gammel – han har kone og børn.”
Nazikommandanten
troede ikke sine egne øren og råbte forbløffet:”Hvad ønsker dette polske svin …”
Fader
Kolbe pegede på den dødsdømte Franciszek Gajowniczek og gentog, at han ønskede
at gå i døden for ham og tage hans plads i celle 13, da han havde kone og
børn. Kommandanten var lamslået
men gik efter et øjebliks overvejelser ind på anmodningen. Nazisterne kunne
velsagtens få mere ud af den unge arbejder som den ældre munk … Gajowniczek
blev ført tilbage til rækkerne, og munken indtog hans plads iblandt de
dødsdømte.
De
10 blev brutalt kastet ned af trapperne til celle 13, der blev stænget, og
fangerne således overladt til en ubeskrivelig død af sult og tørst. Maximilian
Kolbe forsøgte at opmuntre de øvrige med bønner, salmer og beretninger om
Kristi Lidelse. Efter 2 ugers lidelser var 4 mirakuløst stadigvæk i live – men
cellen skulle bruges til nye fanger, og lejrens bøddel, Bock, måtte give de 4
en dødbringende indsprøjtning i venstre arm. Kolbe var den eneste, der endnu
var ved fuld bevidsthed, og med en bøn for sine bødler på læben løftede han sin
venstre arm.
Således
blev Fader Kolbe henrettet den 14. august 1941, 47 år gammel. Hans lig blev
smidt i krematoriet som hundrede tusinder før ham – og millioner efter ham.
Cellen, hvor han døde, er nu helligdom, og Kolbe selv er blevet ophøjet til
helgen og martyr, senest kanoniseret af Pave Johannes Paul II i 1981.
Franciszek Gajowniczek
Og
mennesket han frelste, Franciszek Gajowiczek ? Han overlevede som én af de
få dødslejren Auschwitz og døde i Brzeg i Polen den 13. marts 1995, 95 år
gammel, 53 år efter at Kolbe frelste ham. Men han glemte aldrig den lasede munk
– efter sin befrielse fra Auschwitz afgav han et højtideligt løfte om at
fortælle så mange som muligt om sin mirakuløse frelse. Han holdt sit løfte -
efter krigen brugte han resten af sit liv på at hædre og ære Fader Kolbe. Så
sent som december 1994 besøgte den 94-årige polak St. Maximilian Kolbe
Catholic Church of Huston og fortalte om Kolbes uegennyttige næstekærlighed.
Og
endelig fangen, der flygtede ? Som gav nazisterne det officielle påskud til at
sulte Maximilian Kolbe og de ni andre medfanger til døden ?
Han
blev senere fundet druknet i én af latrinerne i Auschwitz, hvor han havde søgt
skjul …
Louis Bülow
© 2007-2009 Louis Bülow. All Rights Reserved.
