BERIA-AFFÆREN

Maskerne falder i Kreml

Da Boris Jeltsin for få uger siden med vanlig uforudsigelighed fyrede sin regeringschef og udnævnte den 47-årige Vladimir Putin til ny ministerpræsident, var endnu en fremtrædende politiker med en fortid i det hemmelige politi, KGB, nået til tops i Kreml. Putin arbejdede i en periode som efterretningsagent i Tyskland under dæknavnet Den Grå Kardinal.

I begyndelsen af firserne overtog den mangeårige KGB-chef Jurij Andropov stillingen som partiapparatets generalsekretær og arvede forgængeren Brezhnevs altfavnende magt. Andropov blev kendt viden om allerede i 1956 som Slagteren fra Ungarn på grund af sin brutale nedkæmpelse af den ungarske frihedskamp.

Men den mest kendte af KGB-folkene i Kreml var måske Stalin-tidens frygtede politichef, Lavrentij Pavlovich Beria - han blev omfattet med dybfølt had og afsky af befolkningen, og hans navn blev kædet sammen med de værste sider af stalinismen: terror, slavelejre, massehenrettelser, skueprocesser, jerntæppet.

Man må sige, at de store mænds fejder bag Kremls mure sjældent har afsløret sig så grelt som hin junidag i 1953, da Beria blev udmanøvreret af sine kolleger og brutalt likvideret. Officielt blev han først henrettet i slutningen af december samme år efter at være dømt for højforræderi under et lukket møde i den sovjetiske Højesteret. Men nye oplysninger gør det muligt at tegne et andet og overraskende billede af begivenhederne omkring Berias fald, og alt tyder på, at politichefen i virligheden blev skudt under et stormfuldt møde i partiets politbureau natten mellem den 25. og 26. juni 1953 .....

Siden blev Beria brændemærket som selve ondskabens profet. Han blev gjort fuldt ansvarlig for de fleste forbrydelser efter 1938, hvor han afløste den ubeskrivelige Yezhov som chef for det hemmelige politi. Stalin fremstod nærmest som den forførte, der lod sig påvirke af Beria og ofte ikke vidste, hvad det hele drejede sig om.

Men Beria - alle hans dunkle og uhyggelige sider ufortalt - var i virkeligheden en progressiv og liberalt indstillet politiker, der rent faktisk personificerede dèt ejendommelige paradoks at være en liberal politichef i en ren diktaturstat.

Beria med Stalins datter, Svetlana

Da han i slutningen af tredverne afløste Yezhov som leder af det hemmelige politi, var hans første handling at standse terroren og foretage en omfattende revision af alle eksklusioner af partiet. Mange udrensede partimedlemmer og officerer blev efter Berias anvisninger rehabiliteret og genoptaget i partiet og tusinder hentet tilbage fra slavelejrene i Siberien.

I årenes løb udbyggede Beria sit hemmelige politi til et kæmpemæssigt kompleks af politi-, efterretnings- og spionageorganisationer, og selv Stalin begyndte efterhånden at blive betænkelig over sin politichefs voksende magt. Han vendte sig gradvist mod Beria og iværksatte i begyndelsen af 1953 den endelige kampagne mod politichefen, der inddirekte blev anklaget for "manglende vagtsomhed" og "forbryderisk forsømmelighed".

Det så i høj grad ud, som om Berias dage var talte - kun et mirakel syntes at kunne redde ham. Men miraklet skete ... Den 5. marts 1953 døde Josef Stalin ganske uventet og under helt uopklarede omstændigheder - et mysterium, der stadig er genstand for allehånde teorier og spekulationer.

Straks efter Stalins død blev Moskva forvandlet til skueplads for troppebevægelser og militære operationer, hvor konvojer af polititropper kørte fra alle retninger ind mod byens centrum. I løbet af forbavsende kort tid var hovedstaden fuldstændigt i hænderne på Beria - inden middag kunne ingen komme ind i den eller forlade den uden tilladelse fra politichefen.

Et stormløb mod magtens tinder blev udløst ved Stalins død, og overraskende hurtigt trådte den nye magtkonstellation for dagen. Georgij Malenkov overtog dobbeltstillingen som ministerpræsident og partiets generalsekretær. Men ved siden af Malenkov trådte to andre til, som tydeligvis skulle indtage en lignende magtposition: Molotov, der blev sat i spidsen for udenrigspolitiken, og Beria, der overtog indenrigsministeriet og det hemmelige politi. Der var ikke længere tale om noget enkeltmandsvælde.

Malenkov og Beria, begge reformivrige, indgik en taktisk alliance vendt mod den gamle stalinistiske garde, hvor de samtidigt iværksatte en ny økonomisk politik, der i højere grad skulle komme forbrugerne til gode, og store prissænkninger trådte i kraft.

Allerede i marts udstedte de nye ledere en omfattende amnesti, hvor tusinder af politiske fanger blev løsladt, og der bebudedes en almindelig revision af straffeloven med henblik på en mildnelse.

Der blev indledt en mere liberal politik overfor rigets forskellige nationaliteter, ligesom Stalins seneste antisemitiske kampagne blev standset.

Stalinisterne i Kreml med Molotov og Kaganovich i spidsen var forfærdede over Beria-Malenkov-fløjens liberale politik, der på næsten alle områder betød et fuldstændigt brud med stalintidens hævdvundne principper. De lurede i kulissen, og de dramatiske begivenheder omkring folkeopstanden i Østtyskland juni 1953 gav dem chancen for at blive Beria kvit.

I dèn stemning, som herskede i Kreml efter chokket fra Berlin-opstanden, bristede alliancen mellem Beria og gruppen omkring Malenkov, der var mere end villig til at fralægge sig ansvaret for fiaskoen i Østtyskland, der truede hele sovjetimperiet. Ved at slutte sig til den stalinistiske fraktion, reddede Malenkov foreløbigt sit skind - men kastede samtidigt Beria for løverne ...

Den 26. juni meddelte partibladet Pravda, at Malenkov, Molotov, Voroshilov, Khruschev og Bulganin havde overværet opførelsen af operaen "Dekabristerne" på Store Teater i Moskva. Beria talte åbenbart ikke længere med blandt de ledende i Kreml. Hvad var der sket ?

Ved at sammenstykke de mange forskelligartede oplysninger og beretninger, der i årenes løb er sivet ud fra Kremlpaladsets tykke mure, kan vi tegne et overraskende billede af dè begivenheder, der førte til Berias brutale henrettelse.

Beria og Khruschev, der kuppede politichefen

ræsidiets medlemmer var indkaldt til et møde, hvor man skulle drøfte ekstraordinære bevillinger til sværindustrien. Ganske intetanende indfandt han sig til mødet, hvor Nikita Khruschev begyndte offensiven med en lang og indædt redegørelse for den forhadte politichefs mange forsyndelser.

Khruschev har senere til en fransk socialistleder afsløret, hvad der foregik:" Det gav et sæt i Beria - han greb fat i mig, så på mig med et skræmt udtryk i ansigtet og spurgte, hvad der foregik ..."

Khruschev gav på et tidspunkt tegn til Malenkov, der efter en del fumleri fik trykket på en alarmklokke, der hidkaldte en række officerer med den senere marskal Kyrill Moskalenko i spidsen. Beria blev overmandet og arresteret, mens hans kolleger rådslog om hans skæbne. Med Khruschevs ord:"Vi nåede til dèn beslutning, at det eneste korrekte til forsvar for revolutionen ville være at likvidere ham straks. Dèn beslutning blev taget af os og bragt til udførelse på stedet ..."

Det lykkedes at hemmeligholde de dramatiske begivenheder i årevis, og officielt blev Beria først henrettet i december samme år efter at være dømt for højforræderi i Højesteret.

Sergo Beria

I kølvandet på Glasnost udgav Berias søn, Sergo Beria, i 1994 sine erindringer på russisk "Min far - Lavrentij Beria", hvor han bekræfter, at Beria blev skudt den 26. juni 1953 og ikke som officielt angivet i december. Samme aften blev sønnen og moderen Nino Beria arresteret og ført til Lefortovo fængslet. Et år senere blev de forflyttet til Sverdlovsk, byen hvor en vis Boris Jeltsin startede sin farlige klatretur mod magtens tinder.

Efter sit fald blev Beria politisk syndebuk og skubbet frem i forgrunden som Stalins onde ånd og tro discipel - Sovjetlederne prøvede at læsse ansvaret for et kvart århundredes terror, forbrydelser og fejlgreb på den berygtede politichef .....

Louis Bülow