Anker Jørgensen - vor tids eneste folkekære statsminister med rødder dybt i den danske arbejderklasse. Anker, den tidligere svajer og arbejdsmand, blev dansk folkeeje og landsfader og blev hædret med betegnelsen velfærdssamfundets bygmester. Sammen med sit hold fik han gennemført så afgørende velfærdsreformer som efterlønnen, garanti-lønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, en omfattende socialreform med Bistandsloven som vigtigste element tilligemed det endegyldige nej til Atom-kraft.

Anker var på fornavn med nationen, han var folkets mand med ægte følelser for de svageste i samfundet. Han var forkætret af det velbjærgede borgerskab men ellers omgærdet med dybfølt sympati og beundret for sine standpunkters mod. Han var Vajsenhusbarnet, som arbejdede sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Amagergade på Christianshavn, hvor fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i gården.

Sammen med Ingrid flyttede Anker Jørgensen ind i Sydhavnen allerede i 1949, og i 1960 rykkede familien med de 4 unger ind i en 3-værelses lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på Borgbjergvej 1 med udsigt til baneterrænet. Uden vaklen sagde han nej til al statsminister-luksus på Marienborg, og en menneskealder senere boede Anker stadig i nummer 1 på Borgbjergvej, hvor alle passede på ham. Først den 1. november 2008 sagde Anker farvel til lejligheden for at flytte ind i en beskyttet bolig på plejehjemmet Plejebo lige midt i det gamle arbejderkvarter Vesterbro.

Den fremragende journalist og forfatter Olav Hergel beskrev Ankers liv i kvarteret således i sin artikel i Berlingske Tidende søndag den 27.2.2005:

"Det er 20 år siden, Anker gik af som partiets formand, men han svæver stadig over kvarteret. Han kommer forbi hjørnet, hvor gutterne står og taler engang imellem. Ikke fordi han skal, men fordi han vil ... Han bliver svagere og svagere, ældre og ældre, mere og mere krumbøjet, men han går stadig i Fakta og kommer stadig nede i pavillonen hos Laila på Mozarts Plads og får en æblekage og en kop kaffe ...  "Vi elsker Anker. Vi elsker alle sammen Anker, " siger Roland på 55 år .. De andre nikker."

Anker Jørgensen var livet igennem trofast mod sin opvækst, mod sin ungdoms retlinede idealer - man hørte hjertet banke, når han talte om solidaritet, om retten til velfærd til alle, til vore svage, de arbejdsløse, de handicappede, de syge og gamle. Det var ikke bare ord.

Han var kompromisløs i sin holdning til, hvad der var rigtigt og forkert, og han gik uden frygt i klammeri med magthavere som gidseltageren Saddam Hussein, USA's præsident, de rige oliesheiker, NATO's øverste generaler, Danmarks rigeste mand Mærsk Mc-Kinney Møller og flere med dem.

- Louis Bülow

  

I vil også fra forskellige sider af samfundet møde kravet om, at I må have en livsanskuelse ... Men hvilken livsanskuelse I end vælger, så glem ikke, at den først og fremmest skal være menneskelig." - Anker Jørgensen i en tale til konfirmander i 1966 Meget enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke er så populært mere. Folk forbinder det næsten alene med sociale tabere og strid på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed." - Anker Jørgensen, Ninka-interview i 1995 Man kan studere sig til en stadig bedre argumentation for dèt, man føler er rigtigt. Men dèt, der er afgørende for retningen, man vælger, dèt er hjertet ..." - Anker Jørgensen i 1999 Vi risikerer, at vi i de første 50 år efter denne krig vil få en dybt splittet verden. Drop Bush, men ikke bomber." - Anker Jørgensen om Irak-krigen i marts 2003 © Louis Bülow 2011-13

Forside    |    Kontakt